BUSK ELLER BAR?

ET ESSAY AF MARIE WENGLER

Copyright Marie Wengler - www.mariewengler.com

Copyright Marie Wengler - www.mariewengler.com

Shaver du? Waxer du? Det gør de fleste. Det gør jeg selv, selvom jeg er selverklæret feminist. Hårfobien ses over alt: i middelalderlige fantasyserier og apokalyptiske fremtidsfilm er kvindernes armhuler bare. I reklamer med produkter målrettet kropsbehåring, føres shaveren over allerede (urealistisk) glatte kvindeben. Jeg har derfor foretaget en undersøgelse af, hvordan cis-mænd og cis-kvinder forholder sig til hårfjerning og kropshår i Danmark anno 2016, som overordnet peger på, at kropsbehåring maskuliniseres mens hårfjerning (og derved hårløshed) feminiseres[1]. Der er tale om en uudtalt, ‘naturliggjort’ norm som vi ikke stiller spørgsmålstegn ved, men blot reproducerer.

Især kvinders hårfjerning fremstår som en ‘naturlig’ nødvendighed for at bevæge kvindekroppen fra uattraktiv til attraktiv. Der er tale om et form for ‘overgangsritual’ fra pige til kvinde; et symbol på kropslig modning, omend det paradoksalt får kvinden til at fremstå kropsligt præ-pubertært. Noget, der som især gælder ben- og armhulehår - der italesættes som ‘klamt’, ‘ulækkert’ og ‘uhygiejnisk’ -, men i stigende grad også dusken forneden. Her er dog en divergens mellem generationerne: hvor den ældre generation i overvejende grad sværger til den behårede vulva - alt andet giver associationer til mindreårige piger - forbinder den yngre generation ‘urskoven’ med 70’ernes feminister. I stedet foretrækker de en mere hårløs vulva, som således bliver en generationel markør: en måde, hvorpå den yngre generation kropsligt differentierer sig fra forældregenerationen. Populariteten af hårløshed mellem inderlårene tilskrives bl.a. The Brazillian, hvis popularitet steg eksponentielt i 90’erne efter at Carrie i Sex and The City afprøver metoden og udbryder: “I feel like walking sex!”. Desuden tilskrives udviklingen nye tendenser inden for mode, som har ført til stadig mere afdækket hud, foruden fitnessbølgen i 1980’erne - som bevirkede et øget kropsfokus - og pornografiens udbredelse og normalisering via Internettet, der har gjort det (næsten for) let i dag at sammenligne sig selv (og sin sexpartner) med pornoens (modificerede) idealkroppe.

Kvindekroppen er dog ikke alene om at blive udsat for hårfjerning, ikke længere. En igangværende maskulinitetskrise bevirker, at ’traditionel maskulinitet’ udfordres af marginaliserede maskuliniteter og deres dertilhørende kropsprakisser - herunder trimning omkring de ædlere dele. For blot få år siden var det kun mandlige atleter, bodybuildere og homoseksuelle der praktiserede hårfjerning andre steder end i ansigtet, men i det 21.årh. er ‘manscaping’ en ny tendens hos den metroseksuelle mand: et maskulinitetsideal, udsprunget af maskulinitetskrisen og fremelsket af skønhedsindustrien, der har opdraget mandekroppen som uudnyttet potentiale for kommodificering. Ved at være ‘man enough’ og ‘groome’[2] - og således efterleve det metroseksuelle ideal for mandekroppen - kan den heteroseksuelle mand øge sin ‘seksuelle konkurrencedygtighed’: han kan bevæge sin krop fra mindre til mere attraktiv. Der er dog fortsat ikke tale om en socialt-konstrueret nødvendighed - som tilfældet hos den yngre generation af kvinder -, men et potentielt valg, der kan give mænd, med de rette økonomiske ressourcer og sociale positionering, en fordel i ‘konkurrencen’ om at fremstå attråværdig. Derved bidrager hårfjerning hos mænd til at fremme en intern asymmetri mænd imellem - men også kønnene imellem.  Sidstnævnte skyldes, som tidligere nævnt, at hvor kvinder er underlagt et uudtalt krav om at shave og waxe store dele af kroppen for at fremstå attraktive, går mænd (fortsat) frie heraf og kan i stedet vælge at waxe og shave udvalgte kropsdele for at øge deres kropslige attråværdighed. Der er tale om en kønslig asymmetri, som kommer direkte til udtryk i motiverne for hårfjerning omkring genitalierne. Hvor (cis-)kvinder primært har fokus på attråværdigheden ved kønsbehåring i sig selv ift. omverdens bedømmelse og fordømmelse heraf, har (cis-)mænd fokus på perpectionen af deres genitaler, idet penis fremstår større hvis pubeshårene fjernes. Forskel i hårfjerning bliver således symbol på fortsat kønsadskillelse: muligheden for til- og fravalg af hårfjerning hos mænd, som modsætning til den kontinuerlige, uudtalte kontrol af kropsbehåring hos kvinden, bliver en kropslig synliggørelse af kvindens fortsat ‘tæmmede’ seksualitet og krop ift. mandens. En kontrol, som mange kvinder ikke er bevidste om, da den udmønter sig i selvdisciplinering og intern regulering kvinder imellem. Kvinder har nemlig indoptaget normen igennem flere generationer som del af egen selvforståelse af, hvad det vil sige at være ‘rigtig’ kvinde, via kontinuerlig internalisering fra barnsben af. Omvendt er hårfjerning stadig kun en igangværende ‘trend’ blandt mænd - (endnu) ikke en stadfæstet, uudtalt norm. Den enkelte mand kan vælge hvorvidt han vil tolke hårfjerning på udvalgte kropsdele ind i egen selvforståelse.

Hårfjerning har dog historisk ikke altid været på mode. Normen kan ændres: den er socialt konstrueret og kan derfor dekonstrueres. I 1550’ernes franske adel blev det f.eks. moderne at lade dusken gro uhæmmet, så hårene kunne flettes og krølles (ligesom hovedhår), og i 1970/80’erne brugte feministerne og hippierne synligt kropshår som kropsligt symbol på modmagt. Tilsvarende ser vi i dag Madonna skrive ‘Long Hair, Don’t Care’ på sin Facebookvæg og Miley Cyrus farve armhulehårene. Peger det i retning af en ny periode med kropshår på mode blandt kvinder? Eller er det blot en mindre krusning på en større historisk overflade, der omvendt peger på den hårløse kvindekrop og behårede mandekrop som herskende norm?

 

[1] Undersøgelsen har forsøgt at forholde sig til, hvad empirien ‘siger' i sig selv - da det er et forskningsmæssigt underbelyst emne - i stedet for på forhånd at tage udgangspunkt i at der forekommer en kønslig asymmetri.

[2] Når mænd trimmer jævnligt for at opretholde et særligt ‘look’. 

 

Artiklen er et uddrag fra og sammenkog af Bacheloropgaven ‘BUSK ELLER BAR?’ (2016)Der er i ovenstående tale om en opsummering af undersøgelsens resultater, hvorfor visse nuancer er undladt.

Emma SapersteinComment