NYE RØR

EN NOVELLE  AF LOUISE RANDERS

Hun har lukket kabinen for at lade sig modne i en syntetisk sommer a’ 10 minutter og 32 sekunder. Det prikker allerede velkendt i den tynde hud omkring øjnene. Man er ikke i tvivl om, at der er lagt nye rør i solariet. Lugten, svedt og brændt, er også velkendt ligesom kvindestemmen, der vejleder kunden i brug af solariets funktioner, når rørene tændes.

Hun vil gerne undgå hvide striber under baller og arme. Derfor ligger hun med benene let spredte og bøjede, armene over hovedet. Posituren ligner en sjælden frø spiddet på en nål. Som frøens overkrop er også hendes overkrop lang i forhold til benene. Det begyndte at genere hende, da hun var 12, denne sjuskede sætten-sammen af to kroppe; den rektangulære torso med det afpillede kraveben øverst og de lange arme. Og så var der benene, brede lår og kraftige lægge. Ballerne var begyndt at hænge lidt, da hun blev 22. Det er derfor hun må indrette sig som en indrammet padde; ingen hvide aldersmarkører under ballerne.

Lyset gennem øjenlåget: hun er opslugt af rød, lilla og hvid, UV-stråling og kapillærer, fosterhindefarver, en hinde med liv indeni, som det liv hendes veninde bærer på. Scanningen har vist, at det er en pige. Det er ikke til at fatte. Veninden fortalte om plukkeveer, der udtales ”plukveer”. Det var første gang, at hun havde hørt om plukveer. Plukveer lyder så let og så fint; som noget småt der kan plukkes og samles til et lille bundt, persille eksempelvis. Et yndigt navn til noget smertefuldt. Først en sær varslingskvalme, bagefter: underlivet der føles vredet op som en karklud. Huden på venindens mave var spændt helt ud, og det var svært at tro, at huden skulle udvide sig yderligere tre måneder. Hvordan skulle hendes eget maveskind nogensinde ville kunne holde til en graviditet? Hendes venindes mave er som de strækfrottélagener, hun evigt overraskes over; de er så elastiske, at de kan tvinges nedover en dobbeltmadras trods deres beskedne størrelse, når de er nyindkøbte. Det så ud til, at veninden kunne sprænge, når som helst, som var hun en bøtte gæret remoulade, der udvider sig for til sidst at eksplodere. Der løb røde strækmærker fra lysken og op langs begge sider af navlen som et hus, der slår revner. Brysterne var også svulmet op. Hun forestiller sig de blottede mælkekirtler. De er lameller i brystet, der kommer til at skyde sporer af mælk ind i venindens afkom, så denne datter selv kan slutte sig til et evigt voksende mødreskab, hvis alt går, som man forventer: at voksne børn selv føder børn. En russisk dukke af ufødte børn, der ligger og sparker indeni andre ufødte børn. Venindens fortælling om den nat, hun første gang havde mærket liv indeni. Hun var vågnet med et sæt, fordi barnet pludselig gav sig til kende med et kraftigt spjæt. En fysisk kontakt indefra og ud. En fremmed der vokser sig større og kræver din krop. Oplevelsen havde været chokerende. Veninden ringede sin kæreste op, grædende, anklagende, fordi han gik rundt dér på sit arbejde på skadestuen og var en mand, undtaget fra den pligt biologien havde pålagt hende. Det var hende, der aldrig havde fri.

Tænk at lægge æg som en frø! Helt fri for så overvældende et arbejde, som en graviditet lader til at være. Hun ser sig selv sidde på hug med bukserne om anklerne ved et plumret vandhul nær en større anlagt sø. Solen står lavt og mosekonen brygger. Hendes ansigt er rødt og let fortrukket. En bræmme af siv og høje tidsler skjuler hende for morgenmotionister, der kunne finde på at løbe forbi på stien nogle meter borte. Hælene på hendes sko synker ned i den svampede mosejord, som gynger, når man går på den. Det kan hun ikke tage sig af nu. Hun udbryder et halvkvalt skrig og en geléklump lidt større end en tennisbold slipper og lander med en dump lyd. Hun tørrer sveden af panden med sit jakkeærme. Der lyder et skræp fra rørskoven ovre ved søen. En blishøne, sikkert. Hun skynder sig at knappe bukserne og samler den våde klynge af æg op med begge hænder. Det er som at røre ved en nubret citronrand. Geléklumpen består af en masse gennemsigtige membraner med hvert sit lille sorte øje indeni. De trækker sig med jævne mellemrum sammen i en kollektiv spasme. Hun sænker sine æg ned i det uklare vand, og lægger dem til rette mellem en algebelagt sten og nogle rødder. Så tørrer hun hænderne af i bukserne og finder sine bilnøgler frem, inden resten overlades til vandet og solen.

Malise RosbechComment